Jernved Kirke
Den anselige og hvidkalkede Jernved kirke nord for Ribe er en af egnens ældste og bedst bevarede tufstenskirker. Den omfatter i sin kerne en romansk, men fornyet apside, kor og skib og er med undtagelse af den attisk profilerede sokkel og andre detaljer i granit på apsiden opført i tufsten. De usædvanlig høje mure har næsten hele sin oprindelige udsmykning med lisener og rundbuefriser i behold. Apsiden og koret er dog ombygget i mursten i 1865 af professor V.Th. Walther, men som en nøje gentagelse af den oprindelige udsmykning med fem arkader, delt af fire søjler med granitbaser og –kapitæler, som viser nær tilknytning til Ribe domkirke.
Apsiden har tre rundbuevinduer og koret to i hver af sidemurene. Det forholdsvis urørte skib har øst for dørene tre felter med fire rundbuer og vestfor to med tre buer. Begge de rundbuede døre bevaret, norddøren tilmuret, mens syddøren fortsat er i brug. Der er spor efter flere oprindelige vinduer, som er erstattet af nyere og større. I det indre står den høje, slanke korbue med smalle kragbånd med profileringer. Der er bjælkelofter i såvel skibet som koret, mens apsiden er udstyret med halvkuppelhvælv.
I sengotisk tid blev vesttårnet af munkesten med krydshvælvet underrum, der åbner sig mod skibet ved en rund tårnbue, bygget til. Østgavlen er dekoreret med fire højblændinger omkring og over et dobbelt glamhul, hvorimod vestgavlen ligesom vest- og sydsiden fremtræder skalmuret med små mursten.
Også våbenhuset mod syd, der står i pudset og hvidkalket munkestensmur, er sengotisk med en gavl med tre spidsbuede højblændinger og savskifter og over døren et stærkt forvitret relief af et Kristushoved. Våbenhuset har blytag ligesom resten af kirken.
Den smukke, sengotiske fløjaltertavle fra 1510-20 har i midterskabet en udskåret Mariafigur med to helgener i diakondragter ved siderne, i fløjene de 12 apostle i to rækker og over skabet et lille, samtidigt krucifiks. De slanke alterstager på løvefigurer er sengotiske og korbuekrucifikset efter sin udførelse at dømme fra 1300 tallet, men det er muligvis en senere efterligning.
I den romanske granitdøbefont af vestjysk type ligger et glat messingfad, som formentlig er fra 1700-tallet. Prædikestolen i ungrenæssance med akantusfyldninger er udført i 1585 af Anders Snedker, og har en lydhimmel fra 1603. Det ret blandede stoleværk bærer årstallene 1591, 1600, 1684 og 1712.
Den svære egetræsdør med jernbeslag i våbenhuset menes at være fra 1400-tallet. I våbenhusets hjørne er indmuret et groft tilhugget vievandskar af granit. Skibsmodellen ”Sankt Nikolaj” er ophængt i 1922, og klokken med plattysk minuskelindskrift og relief af Sankt Nikolaj er fra 1444 og antagelig støbt af klokkestøberen Kord. Kirkens ældste grevsten er over delfoged Hans Tams fra Skylvad (død 1654).
Henning Dehn-Nielsen, Kirker og klostre i Danmark, forlaget Sesam 1995, s. 460-461. Artiklen er enkelte steder tilpasset af Knud E. Sørensen
