Hunderup Kirke

Hunderup kirke – en tufstenskirke fra 1200-tallet

Kirken er beskrevet i en folder, som her er indskannet som billeder. Du kan selv skrive den ud eller hente folderen i kirken. Danmarks Kirker, udgivet 2000 på Politikens Forlag, omtaler Hunderup kirke og Nationalmuseets store værk af samme navn, Bd. 30-31, har en udførlig beskrivelse. Desuden kan henvises til heftet Egnens kirker, også udgivet på tysk og engelsk. Heftet kan købes i Domkirkens shop.

Særligt bemærkelsesværdige træk ved Hunderup kirke:

  • Bygningshistorien
  • Sarkofagen
  • Adelslægternes spor
  • Indgangsdøren
  • De gamle kirkeruder

Hunderup kirke emmer af historie og tilknytning til Riber Kjærgård; stolte herregårdsslægter har sat deres præg både ude og inde. Sarkofagen bag alteret og epitafiet på nordre mur ved alteret er fornemme vidnesbyrd. På epitafiet ses navnene C. F. v. Gersdorff (1699-1748) og hans hustru Margrethe v. Rosenørn, død 1786.

Kirken byder i øvrigt på fornemt træudskæringsarbejde. Initialer og årstal kan iagttages på mure, døre, kirkeruder og prædikestol, bemærk også våbenskjolde på alter og kirkesølv samt gyldne  kisteskilte.

Der er ikke tale om stor arkitektur og slet ikke om Rhininspiration som i Vilslev.

Koret mener man er blevet til på en byggesæson, fra forårstø til høstfrost. Den østlige del er tydeligvis forlænget. Nederst ses granit, ovenover tuf med fine buer.

Måske har der været en pause i byggeriet  mellem kor og skib.
Det usædvanlige er at der er flere byggefaser i skibet. Byggematerialerne er et rodsammen uden egentligt system. Først en sokkel granit, så et skifte granit, derpå tuf og lidt teglsten, et stykke oppe er byggeriet gået i stå og det er så fortsat med istidsaflejrede rullesten. Når der ses bort fra den tilmurede dør er nordre side af skibet næsten intakt, med små rundbuede vinduer.

Korvinduet ved døbefonden er resultatet af en besynderlig restaurering ved fjernelsen af korbuen, fordi man ønskede at skabe et langt sammenhængende rum til gravlægning. Man kender ikke noget tilsvarende fra andre kirker i Danmark.
Tårnet har pyramidespir. Vindfløjen bærer en guldørn som henleder tanken på de hedengangne slægter. Tårn og våbenhus dateres til omkring 1450.

Hunderup kirkes klenodie er sarkofagen til Niels Lange (død 1565) og hans hustru Abel Skeel (død 1585), i helalabast med en belgisk marmorsokkel tilvirket i Antwerpen. Den flanderske billedhugger Cornelis Floris er mesteren. Andre værker han har udført er Chr. III i Roskilde og Herluf Trolle og Birgitte Goye i Herlufsholm.

Den oprindelige placering af den fornemme sarkofag var nøjagtig midt i kirken.

Sarkofagen blev opstillet i 1569, forudgående var koret blevet forlænget. Buer omkring vinduer er etableret for at give passage sv.t. den oprindelige placering. Her stod sarkofagen til 1822 hvor kirken blev solgt og monumentet brutalt nedtaget. Men kirkeejeren blev dømt til at udbedre skaden. Derpå kom herregårdsfolket til at hvile i mere end hundrede år i opretstående tilstand, indmuret i korets nordvendte mur. Først i 1950 fik sarkofagen sin nuværende placering.

Relevante links

Kalkmalerier – en side med spændende billeder
Altertavler – en side med billeder af altertavler fra hele Danmark.
www.hunderup-sejstrup.dk – Hjemmeside for Hunderup-Sejstrup
Kirken på kort – find vej til kirken, se området fra luften eller søg andre oplysninger.