Dåb

Man bliver medlem af kirken ved dåb. De fleste bliver døbt som spæd, men man kan også blive døbt før sin konfirmation eller som voksen. Man bliver kun døbt én gang.

Nu har jeg født – hvad så?

Præsten registrerer alle fødsler i sognene på baggrund af jordemoderens fødselsanmeldelse. Jordemoderen skal derfor til præsten aflevere en fødselsanmeldelse. Hvis forældrene ikke er gift, skal man på borger.dk udfylde en Ansvars- og Omsorgserklæring, der kommer digitalt til præsten. Omsorgs- og ansvarserklæringen skal være udfyldt senest 14 dage efter fødslen, ellers overgår faderskabet til Statsforvaltningen. Barnet skal have et fornavn og efternavn senest seks måneder efter fødslen (læs mere her).

Ønsker man at navngive sit barn i forbindelse med dåb, skal man kontakte præsten ved den kirke, hvor man ønsker dåben. Navngivning kan også ske uden dåb, og så kan man læse mere her.

Kontakt din præst

Hvordan får jeg mit barn døbt?

Dåb finder sted i forbindelse med søndagsgudstjenesten.

Hvis man ønsker dåb, skal man henvende sig til sognepræsten bl.a. med oplysninger om barnets navn og faddernes navne og adresse. Tjek om det ønskede fornavn er godkendt som fornavn her.

Klik her, og læs mere om, hvad du skal huske til dåb.

Kontakt din præst

Dåbens betydning og indhold

I Den Lille Katekismus skriver Martin Luther følgende om dåben:

Dåben

Den hellige dåbs sakramente således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand derom.

For det første: Hvad er dåben?

Dåben er ikke vand slet og ret, men den er vandet, indeholdt i Guds bud og forbundet med Guds ord. Hvilket er da dette Guds ord?

Det siger vor Herre Kristus i det sidste kapitel hos Matthæus: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

For det andet: Hvad giver eller gavner dåben?

Den virker syndernes forladelse, genløser fra døden og Djævelen og giver alle dem, som tror det, den evige salighed, således som Guds ord og løfte lyder.
Hvordan lyder da dette ord og løfte?

Det siger vor Herre Kristus i det sidste kapitel hos Markus: ”Den som tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.”

For det tredje: Hvorledes kan vand virke så store ting?

Det er så vist ikke vand, der virker det, men Guds ord, som er med og ved vandet, og troen, der stoler på Guds ord forbundet med vandet. Thi uden Guds ord er vandet vand slet og ret og ingen dåb; men med Guds ord er det en dåb, det vil sige: et livets vand, fuldt af nåde, og et bad til genfødelse ved Helligånden, således som apostlen Paulus siger til Titus i det tredje kapitel: ”Han frelste os ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv.” Det er vist og sandt.

For det fjerde: Hvad betyder det da, at der bruges vand ved dåben?

Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for dagligt skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.

Hvor står det skrevet?

Apostlen Paulus siger til romerne i det sjette kapitel: ”Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv”.

Relevante links:
Martin Luthers skrifter
Vor Gud han er så fast en borg

Grundtvigs dåbssyn

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) – præst, salmedigter, teolog, skolemand, politiker m.m.

GrundtvigBilledet af ”Den Grundlovgivende Rigsforsamling” er malet af Constantin Hansen, i årene 1860-64, mere end 10 år efter hændelsen. Billedet er ifølge en billedanalyse (se nedenstående link) ”en fiktion”, d.v.s. at det ikke gengiver de faktisk tilstedeværende personer. Grundtvig, skimtes til højre i billedet, bag et grønt bord. Kunstneren, der var grundtvigianer, har angiveligt ønsket at anskueliggøre hvordan Grundtvigs ånd svævede over Rigsforsamlingen. Grundtvig blev valgt til Rigsforsamlingen i Præstø kredsen 7/11 1848 og tiltrådte grundlovsarbejdet den følgende dag. Selvom han ofte tog ordet, fik hans ord ikke den helt store betydning for udformningen af grundloven, men han er ophavsmand til den bestemmelse at ”offentlighed og mundtlighed skal så snart og så vidt muligt gennemføres i hele retsplejen”. Grundtvig var blandt de 26 medlemmer af forsamlingen, der var fraværende ved den endelige afstemning om grundlovsudkastet d. 25/5 1849.

Ord af Herrens egen mund

Udkrystalliseringspunktet for Grundtvigs dåbssyn var hans opgør med ”eksegeternes pavedømme”, tidens akademiske teologi, formuleret i kampskriftet Kirkens Genmæle fra 1825.

Herefter udfoldes det både i salmer og prosa i mange sammenhænge, og det er ikke tilfældigt, at de første 4 (og delvis også det sidste) af i alt 21 afsnit i Den Christelige Børnelærdom – en række tidsskriftartikler udgivet i årene 1855-61, som i 1868 udkom i samlet form – kredser om dåben, dåbspagten, forsagelsen og trosbekendelsen ved dåben.

For dåben er for Grundtvig ikke bare et sakramente, fremhævet som sådant i den lutherske tradition, dåben er kristendommens kærne og omdrejningspunkt.
Grundtvig understreger i Den Christelige Børnelærdom, at dåben er en levende tradition, som rækker helt tilbage til Jesus selv, at dåben finder sted på Jesu befaling og med ”ord af Herrens egen mund”. Dåben er altså ikke baseret på Biblen, men på den kristne menighed, hvis vidnesbyrd er gået som levende ord fra mund til øre fra generation til generation lige fra apostlenes tid.

For Grundtvig er det helt afgørende, at den apostolske trosbekendelse ved dåben er ”ord af Herrens egen mund”. Denne stadigt understregede grundsætning giver i den første generation af grundtvigianere anledning til den teori, at Kristus selv havde lært apostlene trosbekendelsen i de 40 dage mellem påskemorgen og himmelfarten.

Forsagelse og trosbekendelse som dåbens fundament

For Grundtvig bliver trosbekendelsen ved dåben ikke bare fundamentet for kristendommen, forestillingen om at ordene ved dåben – både trosbekendelsen og Fadervor – er ”ord af Herrens egen mund” fører til et næsten fundamentalistisk forsvar for hver eneste formulering og resulterer i voldsomme udfald mod de af samtidens teologer og kirkefolk, der f.eks. havde forbehold overfor jomfrufødslen, eller som ikke kunne forlige sig med formuleringen ”kødets opstandelse”, men foretrak ”legemets opstandelse” – uoverensstemmelse på dette punkt var nær ved helt at koste Grundtvig venskabet med B.S. Ingemann.

Michael Ancher: Barnedåb i Skagen kirke, 1881 (Ribe Kunstmuseum).

Grundtvig insisterer også – med udgangspunkt i sit filosofiske forankringspunkt, ”modsigelsens grundsætning” – på, at forsagelsen er en uundværlig del af dåbspagten: ”Ligesom det nemlig er klart, at det vilde være en grov Bedrager, som lovede en Synder Salighed uden Omvendelse, vilde være netop det samme som at love en, der var paa gale Veje, at han, uden at vende om, skulde naa det Maal, han vendte Ryggen til, saaledes vilde det jo ogsaa være et groft Bedrag med Daabs-Naaden til Gjenfødelse og nyt Liv, dersom ikke Daabs-Pagten, som et af Vilkaarene, udtrykte Bortvendelsen fra al Løgn og Ondskab, uden hvilken det umulig kan være ærligt ment med den Henvendelse til Naaden og Sandheden, som den apostoliske Tros-Bekjendelse udtrykker.”

Den folkekirkelige dåbspraksis

Grundtvigs dåbssyn har præget den folkekirkelige dåbspraksis både hvad angår brugen af forsagelsen som indledning til dåben og på den måde, at dåben i folkekirken normalt finder sted i forbindelse med de ordinære, offentlige gudstjenester på søn- og helligdage som en understregning af at dåbspagten ikke har sin grund i en ritualbog eller en Bibel, men i den levende menigheds uforandrede bekendelse.

Det er efter sigende også en frugt af den grundtvigske indflydelse, at døbefonten, der i middelalderen var placeret ved kirkens indgang, i de fleste danske kirker er flyttet frem i kirkerummet i nærheden af alteret, så alle i menigheden kan følge med i dåbshandlingen. En understregning af sakramenternes centrale betydning for den gudstjenestefejrende menighed: ”kun ved badet og ved bordet høre vi Guds ord til os.”

Sov sødt barnlille og trosbekendelsen

Et par tekster til belysning af Grundtvigs dåbssyn kan nævnes. Først fra den kendte og elskede vuggevise: Sov sødt barnlille – skrevet med baggrund i den dybe personlige krise, Grundtvig var igennem i 1844:

Gudsfingrene grande
slog kors for din pande,
Guds enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade.

Læg hænderne sammen,
da lægger sig amen
til Frelserens bøn,
som stiger i løn
og lyder, hvor englene kvæde;
i Himmerigs kor
det lille Guds-ord
omfavner Guds engle med glæde

De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
et ord af Guds Søn
er blevet til bøn,
svang hid sig på åndedræts-vinger;
Gud Fader i løn,
sig ja til den bøn!
Fra lavland livsalig den klinger.

DDS 2003 nr. 674

Maleri af Chr. Dalsgaard 1868 Grundtvig og sønnen Frederik i Vartov Kirke

Den anden tekst er fra Den Christelige Børnelærdom:

”Det er nu hele tredive Aar siden, det Lys gik op for mig, at det hverken er eller kan være nogen som helst Skrift, hellig eller søgn, men ene og alene ”Troens Ord i vor Mund”, den mundtlige, lydelige offentlige Tros-Bekjendelse ved Daaben efter Vorherres Jesu Kristi egen Indstiftelse, som udtrykker, og har lige fra Begyndelsen udtrykt, og skal til Verdens Ende udtrykke den uforanderlige, for alle Kristne fælles kristne Tro, hvorpaa vi døbes i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn; og det gaar nødvendig med alt virkeligt Lys, ligesom med Solen og Maanen, der, naar de er staaet op, blive ved med at skinne deres Tid og gjøre deres Pligt, uden at bryde sig det mindste om, at alle de blinde, og alle de, der med Flid lukke Øjnene, har baade Ret i og Ret til at sige, hvad sandt er: at de ser det ikke.

Vist nok maa vi aldrig glemme, at alt aandeligt Lys i denne Verden, selv det allerklareste, er at ligne ved Sol og Maane bag Sky, saa det aandelige Lys har altid mange Hindringer som Skyer at gjennembryde; men dette Gjennembrud af Sandhedens Ord, som er det aandelige Lys, kan naturligvis ikke ske med en Pen, og det er just ret soleklart, at man umulig med Skrift kan bevise, at Ordet af Hjærtet i Munden er noget ganske andet og ypperligere end Ordet i Pennen og paa Papiret, saa det højeste nogen Skrift i denne Sammenhæng kan bevise, det er sin egen aandelige Afmagt, hvoraf da følger med Nødvendighed, at, har det aandelige Ord øvet noget aandeligt Storværk, da kan det ikke have været ved at staa paa Papiret, men maa have været ved levende at gaa fra Mund til Mund.”

Indledningen til 4. afsnit om ”Den apostolske Trosbekjendelse i den kristelige Daabspagt” citeret fra N.F.S. Grundtvig Udvalgte Skrifter v. Holger Begtrup, bind 9 s. 357

Peter Fischer-Møller